Saxens klagende lyd gav ham knopper

Saxens klagende lyd gav ham knopper. Hun stod der med den smukke boa han havde givet hende og slugte musikeren med øjnene. Da han holdt pause i spillet, grinede han fåret ned til hende og lettede på den fez, han havde på hovedet. ”Se, hvor hun higer efter hans opmærksomhed” tænkte han. Hans første tanke, da han var begyndt at ane hendes betagelse af saxofonisten, var, at han skulle have haft rådne æg og bløde tomater med. 

Det blev vanskeligere at have børn des længere man kom fra den første ungdoms vår. Han gik hen til hende, tog hende forsigtigt om skulderen, men hun råbte blot ”Rag ikke på mig!” Det var svært at sige ”pyt” til sådan en besked. ”Nej” svarede han. Havde det måske været bedre om han havde givet hende et sjal? 

Næppe havde han tænkt tanken færdig, før døren røg op med et brag, ruderne raslede i deres kit, og der blev meget lyst i salen. Dér stod tre betjente med deres hunde. ”Røm stedet, og det straks” sagde den højeste af dem brysk. Han gik tilbage til datteren ”Kom du med nu, Anna”. 

Han gik stille ud af lokalet med datteren i hånden og hen over et bræt, der var lagt ud som gangbro. Hun snøftede og sagde med et hik "Jeg fik ikke engang købt en cd”. En tåre løb ned ad hendes kind. De to fulgtes med vel nok otte andre, og skød genvej via den brede kaj i bunden af havnen. En lom dukkede op af det mudrede vand. Et skib i det fjerne udsendte et May Day over radioen.

Hun lyttede igen til telefonens dut. Det eneste hun kunne få ud af at ringe nummeret op. Hun løftede fraværende på den lille gule seddel, som hendes oldemor havde givet hende ”25. jan. 1980. Jeg fandt noget lin fra før krigen oppe på loftet. Det er noget, min mor ville have syet en kjole af til mig, men nu kan du få det”. Sedlen havde oldemor skrevet til hendes mor, og nu havde far givet hende den, for ellers ville ingen få glæde af det stykke stof. Oldefar havde givet hende en ko, der var hendes egen. ”Du er sådan en gæv pige når du hjælper til i marken, så du skal have din egen ko”. Det var efterhånden mange år siden. Men først i de her dage blev deres bos, den forfaldne slægtsgårds skæbne beseglet. - Nu i går var mormor færdig med at klippe stoffet til hendes kjole og havde sat nåle i. Hun bed sig i læben. Bare der kom en fe og …. tryllede.

Far ville have hun skulle skrive et CV. Som om hun havde noget at skrive i sådan et. Han ville have hende ud at tjene penge. Hun tænkte mere på den opgave i skriftlig fremstilling, som dansklæreren havde givet ”Skriv et essay til et almenkulturelt tidsskrift om en europæisk isme i politik eller kunst, efter eget valg”. 

På vej ud af døren i går havde ”IT-Hanne” givet hende et råd: ”Bare flyd ovenpå, hvis du kan. Sørg for ikke at gå itu”. Ja, det var måske et godt råd for IT-Hanne selv, som var blevet påtvunget Brugsuddelerens lem som barn. For Anna havde rådet fra Helene givet større mening. ”Bed dig ud af dine problemer. Gud hører dig. Det er ham jeg tyr til, altid. Helt sikkert!” Helene var så god. Men lige nu savnede hun det sus, det havde givet at snakke med Carl. Savnede hun Carl? Savnede hun saxofonisten med den åndssvage fez?