Han sad i sin kran til midt om natten

Han sad i sin kran til midt om natten, hvis det skulle være. Han blev på sin post, det gjorde han! Somme tider kom ingeniøren op i kranen med en cad/cam tegning, han lige havde færdiggjort, for at høre, om kranen nu også kunne nå ud i alle krogene af det projekterede. Kranfører Jensen var et stærkt og uundværligt led i den kæde af medarbejdere, der er på en byggeplads. Han var ekspert på sit felt, og vidste præcis hvor meget slør der var i den lange arms ophæng, så ingeniøren var klar over, at når Jensen havde godkendt det, så var det til at stole på.

Jensen havde altid sin abe (Albert) med oppe i kabinen. På grund af halens længde og abens lange hår, var det dog ikke helt let.

Men alting gik jo (næsten) som en leg, for abens sjove ansigt holdt ham oppe, ikke mindst når der begyndte at blive tomt nede på pladsen. Af og til aede Albert Jensens kinder. Det var nu ikke så rart, for abens hænder var ru.

I weekenden sejlede Jensen ud i sin lille båd for at skyde ænder. Han sejlede væk fra den åbne kyst, ind i en lille vig, han kendte. Her stod de høje siv tæt. Hvis der var ænder i farvandet, og der så fløj en jet over hovedet på dem, kunne Albert høre den sagte ed, som Jensen hvislede ud mellem tænderne. Tidligere stod der en elm inde på land, men den var for længst fældet, dengang den blev syg. Jensen var meget glad for træer; de gav ham en tryg følelse af tryghed, så nu glædede han sig i stedet over den gamle eg, der stod lidt længere væk end den forsvundne elm. På visse dage kunne han høre den gamle buks brøl. Så måtte Jensen le: ”Ja, nu er han i brunst igen!”, lo Jensen for sig selv.

Han havde sin lille flaske med strohrom med sig, som han købte i Østrig på busrejsen sidste sommer. Det var stærke sager. Ind imellem kom han til at tage lidt for mange slurke, og så var han ikke fri for at blive en smule ør i hovedet. ”Ej, ej Jensen, der fik du vist lidt for meget”, sagde han. ”Jeg fælder dom over dig Jensen”, messede han. Andre gange kunne han finde på at sige ”Døm nu ikke dig selv for hårdt Jensen”.

Almindeligvis følte Jensen sig ikke som et nul. Kun når han tænkte på Rie, kunne han skælde ud, og sige ”Fy Jensen, er du en stor mand, næ det er du ikke! Det med Rie klarede du ikke godt”. Hvis han var lidt … følsom måske, den dag, kunne han også sætte i med et hulkende ”bu-hu, buhuhu”. Hun var ikke den der satte sig ned for at ri et par cm af et skjorteærme sammen. Men hun kunne sit DO RE MI. Hun sang altid med, når de så ”The Sound of Music” og havde gået til musikteori og sang på FOF. Kb, Ram og Partition var en del af hendes aktive ordforråd, for hun puslede ofte med sin gamle PC. Rie havde desuden gået på kursus i psykologi og religion på Folkeuniversitet. Men Jensen kunne ikke finde ud af at ri, så han måtte i stedet gå til ”Deres Tøjekspert” og købe en ny skjorte.

Han kom til at brase ind i værelset, netop mens Rie var ved at finde svaret på et vanskeligt spørgsmål i ”Danmarksmester”. ”Kunne du dog ikke have givet mig bare en halv time mere -  til udsendelsen var slut. Ikke så rå! Yd lidt omsorg Jensen, øs dog af visdommens kilde”, var hendes sidste ord.

Ingen børn at sige ”dikke dik” til, som engang ville blive fans af Hansi. Ikke to, men en. Kun et liv.