"Vil du med ud at pirke ål?"

"Vil du med ud at pirke ål?" "Ja, det er jo den rigtige dato, 10. jan., så det lyder godt. Sidste gang var de vildt pæne. Ål med æg er virkelig en lækkerbisken"! "Vi kan også sælge dem" - "Ha, ja, hvis bare de ikke vil tinge om prisen! Det ender altid med at jeg får for lidt for varerne." 

"OK så kom. Skal vi høre om ham inde ved siden af, du ved ham Murer-Hans, vil med?" - "Ja, jeg kalder på ham. Davs du Murer-Hans, vil du med på jagt? - Nej, det er ikke vildtjagt, det er ål vi skal fange!" "Vi skal hugge hul på isen, og det skal ske før det bliver tø". "Jeg tror faktisk du tager fejl - det er ikke ål man fanger i et hul i isen!" - "Hvordan ved du det?" - "Har set det i tv". "Desuden er det forbudt at pirke ål" - Nå, ok. Så må vi stå i kø ved fiskemanden, hvis vi vil have fisk". 

"Jamen skal vi så ikke se lidt tennis"? "Så skal det være en, der har en god serv og også har haft en sejr for nylig" - "Jeg kan godt lide, når en tennisstjerne ler, og Caroline Woszniacki har sådan en nydelig fod". "Er det nu også vigtigt, hun er kær? Hig nu hellere efter de rette ting i tennis". "Ok, vi kan vist ikke blive enige". 

"Har I hørt, at jeg skal til jobsamtale i Køln? Jeg sendte ansøgningen og mit CV derned på en cd. Jeg har hørt, at der ikke er slum dernede!" "Nej, det er en temmelig stilren by, og de har hverken zar eller en pave." - "Men de har vist for mange gamle hippier. LSD, du ved. Og der er en kendt politiker, som har taget et fix for meget". "Ja, så hellere dog en skandale med sex!" 

"Ja, det er noget andet herhjemme - her handler politikerskandalerne først og fremmest om frås med penge og bons, der viser sig at dække over privatforbrug." "Ja, dem af højere byrd har mange problemer. Man får ikke ligefrem lyst til at være en snob, når man tænker på politikerne."  "Nej, nu må jeg altså sige noget. Jeg troede da ikke I to var så negative over for vort lands topledere"! - "Ja, måb du bare og yp kiv, men sandheden er ilde hørt". 

"Nå, jeg må gå. Jeg har meget på min to-do-liste. Jeg skal finde ud af, om der kan bos i den lejlighed jeg har set på. Bulen bag tapetet i stuen bekymrer mig. Men hvis det ikke er en vandskade, skal jeg til at købe ind. Jeg vil have gulvbrædder af ask, og jeg har fået en ven til at lave en CAD-CAM tegning af lejligheden, så jeg kan møblere efter den. I øvrigt er han ikke den bedste samarbejdspartner. Han snakker mere end han arbejder. I går måtte jeg sige til ham: "Ti stille og baks lidt mere med tingene. Han får trods alt løn for det. Og han skal også installere el. Hej med jer!" 

Han sad i sin kran til midt om natten

Han sad i sin kran til midt om natten, hvis det skulle være. Han blev på sin post, det gjorde han! Somme tider kom ingeniøren op i kranen med en cad/cam tegning, han lige havde færdiggjort, for at høre, om kranen nu også kunne nå ud i alle krogene af det projekterede. Kranfører Jensen var et stærkt og uundværligt led i den kæde af medarbejdere, der er på en byggeplads. Han var ekspert på sit felt, og vidste præcis hvor meget slør der var i den lange arms ophæng, så ingeniøren var klar over, at når Jensen havde godkendt det, så var det til at stole på.

Jensen havde altid sin abe (Albert) med oppe i kabinen. På grund af halens længde og abens lange hår, var det dog ikke helt let.

Men alting gik jo (næsten) som en leg, for abens sjove ansigt holdt ham oppe, ikke mindst når der begyndte at blive tomt nede på pladsen. Af og til aede Albert Jensens kinder. Det var nu ikke så rart, for abens hænder var ru.

I weekenden sejlede Jensen ud i sin lille båd for at skyde ænder. Han sejlede væk fra den åbne kyst, ind i en lille vig, han kendte. Her stod de høje siv tæt. Hvis der var ænder i farvandet, og der så fløj en jet over hovedet på dem, kunne Albert høre den sagte ed, som Jensen hvislede ud mellem tænderne. Tidligere stod der en elm inde på land, men den var for længst fældet, dengang den blev syg. Jensen var meget glad for træer; de gav ham en tryg følelse af tryghed, så nu glædede han sig i stedet over den gamle eg, der stod lidt længere væk end den forsvundne elm. På visse dage kunne han høre den gamle buks brøl. Så måtte Jensen le: ”Ja, nu er han i brunst igen!”, lo Jensen for sig selv.

Han havde sin lille flaske med strohrom med sig, som han købte i Østrig på busrejsen sidste sommer. Det var stærke sager. Ind imellem kom han til at tage lidt for mange slurke, og så var han ikke fri for at blive en smule ør i hovedet. ”Ej, ej Jensen, der fik du vist lidt for meget”, sagde han. ”Jeg fælder dom over dig Jensen”, messede han. Andre gange kunne han finde på at sige ”Døm nu ikke dig selv for hårdt Jensen”.

Almindeligvis følte Jensen sig ikke som et nul. Kun når han tænkte på Rie, kunne han skælde ud, og sige ”Fy Jensen, er du en stor mand, næ det er du ikke! Det med Rie klarede du ikke godt”. Hvis han var lidt … følsom måske, den dag, kunne han også sætte i med et hulkende ”bu-hu, buhuhu”. Hun var ikke den der satte sig ned for at ri et par cm af et skjorteærme sammen. Men hun kunne sit DO RE MI. Hun sang altid med, når de så ”The Sound of Music” og havde gået til musikteori og sang på FOF. Kb, Ram og Partition var en del af hendes aktive ordforråd, for hun puslede ofte med sin gamle PC. Rie havde desuden gået på kursus i psykologi og religion på Folkeuniversitet. Men Jensen kunne ikke finde ud af at ri, så han måtte i stedet gå til ”Deres Tøjekspert” og købe en ny skjorte.

Han kom til at brase ind i værelset, netop mens Rie var ved at finde svaret på et vanskeligt spørgsmål i ”Danmarksmester”. ”Kunne du dog ikke have givet mig bare en halv time mere -  til udsendelsen var slut. Ikke så rå! Yd lidt omsorg Jensen, øs dog af visdommens kilde”, var hendes sidste ord.

Ingen børn at sige ”dikke dik” til, som engang ville blive fans af Hansi. Ikke to, men en. Kun et liv. 

Et sted i kanten står han

Et sted i kanten står han. Han er øbo. På en planke står han. Han venter bare på go, så vil han kaste sig ud. Han vil blive våd, og muligvis får han feber bagefter.

Så kommer hans kone, Marie styrtende.

- Du lovede at sætte stuk op og male stuen. Du kan ikke bare løbe fra det.

Han går med, uden at mukke.

- Du mangler faktisk også at sætte et par baner tapet op, inden du kan male! - gør hun ham triumferende opmærksom på.

Han ved godt, at han ikke er nogen hero. Dengang i ’80-erne og ’90-erne kunne han dos bedre end nogen anden, men han slog bak, da Bill og hans slæng gik over til Windows. Var han virkelig så stort et fæ, eller måske brugte han bare ikke sit næb godt nok? Hvis han havde talt bedre for sig, ville de så måske have sendt ham på kursus?

De får ris til aften. Gry hælder karrysovsen ved siden af tallerkenen. Den flyder ud over bordet, ned på deres nye rya. Ja, ny er den nok ikke. Han købte den i 1966, men fandt den sidste år frem fra loftet, hvor Marie havde gemt den væk i en kasse. Men der satte han sin vilje ind. Det skulle ikke gå ligesom det gik med den røn, hun fik fældet sidste år. Hans yndlingstræ.

- Hvordan … kan du … byde os … det? Får han fremstammet. Gry fjerner alting på bordet, krøller den våde dug sammen og går ud af stuen.

- Tja, Marius. Aldrig i mit lives vår havde jeg troet… Hun ler. Marius, det er nok en bet for dig, at den rya blev ødelagt!

Ude ved køkkenbordet står de og hvisker. Han kan se på deres nakker, at de har noget for. Noget med ni volt. Den er 25 cm siger Marie. Fås den ikke i en anden størrelse? spørger Gry. Sæt knivens od ind lige her, hører han Marie sige.

Han går i hi i stuen foran fjernsynet. DR1 viser ”The Sound of Music”. Lige nu synger Julie Andrews ”Do Re Mi”.

Han tænker. Gry, as noget mere op ad bakken, og Marie, læn dig lidt mere fremad. Så går det bedre.

Han ser hen på farfars gamle fez på væggen, og kommer til at tænke på ”Ørkenens sønner”. Nej, det kan ikke nytte noget. De ryger sikkert også pot, tænker han.

Han falder i søvn med et gisp. 

Dub du bare "Captain America" sagde produceren

"Dub du bare "Captain America"" sagde produceren. "Hvis det er dig, der gør det, har vi ikke noget at tabe. Og jeg er som sagt sikker på, at den film bliver et hit og det vil blive in at gå i biffen på grund af den!"

"Ja, bare jeg kan se OL hver dag, så er jeg med på det", sagde dubberen Jens Werner.

Klippeassistenten Ulla spurgte ham "Vil du køre med mig nu?"

Klippeassistenten Ulla havde netop konstateret at hendes redigeringsmaskine var kaput, så mens hun ventede på en ny, kunne hun lige så godt tage hjem til sin klan. "Du kan også komme med ind og spise. Jeg har tre møre bøffer af mørbraden, og de skal spises rub og stub". "Jo tak", sagde dubberen Jens. Hvis du så kan tage min PC med. Hm, ja, selvfølgelig!

På vejen hjem så Ulla et æsel, der var bundet til et træ med et reb. Godt, det ikke var en tyr, sagde Ulla. Tyre giver mig sådan en ufred!

Ulla havde dagen forinden betroet til Jens, at hendes mand Hermans sæds kvalitet var ringe. Så på trods af, at de sås ret ofte i sengen, ville der nok ikke blive noget spædbarn at dikke i det lille hjem.

Ulla og Herman havde derfor besluttet at adoptere et af Manilas slums børn. Herman var noget nede over det; det var hårdt for egoet, at de måtte ty til at adoptere. For ej at blive mere ør i hovedet, var han begyndt at interessere sig for zen. Det var lidt ærgerligt for Ulla. Hun interesserede sig mere for Jesus. Hun syntes det var hårdt at tænke på, at den romerske centurion havde sagt til soldaterne "Nagl ham til korset gennem hænder og fødder!"

Ullas hjem var fuldt af nips, som var hjembragt fra deres rejse til Algarve. Derfra havde hun også en lerkrukke, og hun beklagede sig ustandselig over det lers kvalitet, som krukken var lavet af. På den fremtrædende plads på sybordet havde hun en agat, som Herman havde givet hende. Der var den finte ved stenen, at Herman selv havde været nede i minen og hakke den ud. Ved den lejlighed havde han fået et grimt sår, fordi værkføreren sagde til en af arbejderne "niv ham lige i armen". Herman kom ud i entreen, da han hørte nøglen i låsen. "Dav Jens" sagde han.

Som tilbehør til bøffen havde Ulla stillet soja og HP Sauce på bordet. Drikkevarerne var øl og postevand. For Jens var det som at være hjemme. Så snart han havde sunket den sidste bid, sagde Jens "Tak for mad. Jeg må hjem nu og se OL". "Ak ja, men velbekomme. Så må du komme på ny en anden gang" sagde Herman. "Jeg finder selv vej ud" sagde Jens. "Jeg skal også hjem og sætte min iPhone i dok, den er ved at miste strøm". "Gyd nu lidt olie på vandene" sagde Jens i fortrolighed til Ulla, hentydende til adoptionen. Ulla undveg kommentaren, og fortalte i stedet, at hun havde læst eventyret om Tornerose, som stak sig på en ten og sov i tusind år, og så kom den gode fe og vækkede hende". Bogen var udgivet af Bonniers AB i Stockholm! Der er også en sang til den, den går i FA-dur". Jens sagde "Bær venligst over med mig, men jeg må gå nu". Og væk var han.

De stod i færgens bov og gøs ved tanken om Estonia

De stod i færgens bov og gøs ved tanken om Estonia, som gik ned, fordi bovporten ikke var ordentligt lukket. Da færgen lagde til og de sad i deres gamle VW boble, spillede radioen den seneste sang af Mø. Hun sagde ”Se, hvorfor mon de flager i dag?” Han sagde ”Jeg tror det er Valdemars dag. Det er jo en fast tradition at flage den dag”. 

De så begge på deres ure, for de havde temmelig travlt, hvis de skulle nå morgenmaden med rundstykker og juice hjemme hos farmor. Senere var der middag lavet af en ny kok, som farmor havde ansat i stedet for ham den sære hun havde i en kort periode. Han lagde hånden på hendes knæ.

”Huskede du din hat, den du altid har på, når vi skal ud”? ”Nej, skreg hun – og pas nu på bilerne, ser du ikke at du kommer for langt ud mod midten af vejen? Vi skulle da nødig dø lige nu”. De tænkte på farmor. Hun var gammel, og de ville snakke med hende om, at hun ikke kunne blive ved med at bo på det kæmpe gods.

”Tror du ikke, du skulle varme stemmen op, allerede her i bilen”? Spurgte han. ”Tral lige DO RE MI FA SO LA for mig”.

Det blæste op, og pludselig gav det et stød i bilen. Senere gav den et lille slag, da de kom i læ af Storskoven. Han sagde: ”Jeg trænger til at få bare en lille pause. Skal vi ikke holde ved den dam, du ved”? ”Ja lad os det, du ser også lidt træt ud”! Sagde hun. Mod syd så de den bekendte ås, så vidste de, at de ikke havde lang vej tilbage.

Da de var tilbage i bilen, sagde han ”Vil du ikke huske mig på, at jeg skal købe kit til vinduerne. Og jeg skal altså finde den bit, der faldt på gulvet, da jeg skruede lampen fast”? ”Kan du ikke bare købe en ny?” – ”Nej, så skal jeg købe et helt sæt”. I radioen spillede ”Jet”, den gamle sang af Wings og Paul McCartney. ”Og jeg skal have fundet den mop, din mor gav os i sidste uge” sagde hun.

Hun blev igen overvældet af det konstante savn hun havde efter broren, der døde sidste efterår. Hun prøvede at trøste sig med, at sorgen ville lutre sjælen, hvad de så end betød. Men hun vidste, at der ikke var håb om, at hun nogensinde skulle komme over det.

”Hvad var det egentlig med Estonia?” spurgte hun. ”Under søforhøret fandt man ud af, at der var en pal, som havde rystet sig ud, og netop den pals mekanisme til at fastgøre den var knækket af”. ”Ah, det er vist noget du finder på!” sagde hun.

Hendes store passion var at lave keramik, og det skulle helst laves af ler, hun selv havde gravet ud. Netop da kørte de forbi en stor lergrav, og ”Stop”, sagde hun. ”Vi har ikke tid til at grave ler ud i dag.” sagde han. ”Ok”, sagde hun.

De ankom til ”Nyvang Gods”, og flere af gæsterne var allerede kommet. Hun tog dragtposerne med sin vinrøde aftenkjole og hans smoking frem fra bagagerummet. De skyndte sig op ad trappen, mens den til lejligheden ansatte tjener kørte bilen de to meter hen til parkeringspladsen. Inde i hallen hilste farmor dem med havehandsker på. De udvekslede kindkys og farmor forklarede, at hun lige skulle være færdig med at pode en rose.

De skulle bo i Det Gule Værelse. Han slæbte kufferterne op ad den elegante trappe, og hun gik straks i gang med at skifte tøj. ”Åh nej, slidsen er gået op i syningen. Kan du ikke få Louise op og ri den sammen?” Hun så appellerende på ham. Louise var hans søsters 18-årige datter. Han fandt mobilen frem, og sagde ”Hej søde Louise, vil du ikke nok ile herop med nål og tråd og ri tantes kjole sammen? Du er så ferm til syning”. ”Ja, hvis du kan sige mig, hvad 5 Kb betyder, jeg sidder med computeren og ser på en Mp3 jeg lige har downloadet”. ”Ja, Kb betyder Kilobyte. Du ved, byte, kilobyte, megabyte”. ”Ok, jeg kommer”.

På bordet lå en gammel avis, opslået på siden, hvor en overskrift lød ”Før bryllup: L.O.C. kunne ikke dy sig”. Louise sagde ”Hvad betyder dy sig?” ”Lade være” svarede han.

”Det er spændende, om moster skal af sted i aften” sagde Louise. ”Hun har fået den første ve for lidt siden”. ”Uha ja”, sagde hun. ”Kender I det her gamle 70’er album med C.V. Jørgensen ”Storbyens små oaser”?” Sagde Louise. ”Jeg fandt det i fars LP-samling i går. Det er ret godt! Det var mærkeligt, indeni lå en gammel seddel, hvor der stod ”Ab 3. september kan vi levere 2. oplag af ”Mit Liv””. ”Ja, din far havde jo boghandelen dengang, så det er nok en besked fra forlaget til ham”.

”Ved I hvad, malingen på mine pennes skafter er allerede skallet af, og de er kun tre måneder gamle og de dyreste.” sagde Louise”. ”Det er da for dårligt. Gå ned at reklamere over det. Slå på det med prisen”, sagde hun.

”Jeg har for resten lige fået et stipendium”.

”Dagen har været lang allerede, og vi har ikke engang fået vores morgenmad med juice”. ”Ja, vi når det vel”.

Saxens klagende lyd gav ham knopper

Saxens klagende lyd gav ham knopper. Hun stod der med den smukke boa han havde givet hende og slugte musikeren med øjnene. Da han holdt pause i spillet, grinede han fåret ned til hende og lettede på den fez, han havde på hovedet. ”Se, hvor hun higer efter hans opmærksomhed” tænkte han. Hans første tanke, da han var begyndt at ane hendes betagelse af saxofonisten, var, at han skulle have haft rådne æg og bløde tomater med. 

Det blev vanskeligere at have børn des længere man kom fra den første ungdoms vår. Han gik hen til hende, tog hende forsigtigt om skulderen, men hun råbte blot ”Rag ikke på mig!” Det var svært at sige ”pyt” til sådan en besked. ”Nej” svarede han. Havde det måske været bedre om han havde givet hende et sjal? 

Næppe havde han tænkt tanken færdig, før døren røg op med et brag, ruderne raslede i deres kit, og der blev meget lyst i salen. Dér stod tre betjente med deres hunde. ”Røm stedet, og det straks” sagde den højeste af dem brysk. Han gik tilbage til datteren ”Kom du med nu, Anna”. 

Han gik stille ud af lokalet med datteren i hånden og hen over et bræt, der var lagt ud som gangbro. Hun snøftede og sagde med et hik "Jeg fik ikke engang købt en cd”. En tåre løb ned ad hendes kind. De to fulgtes med vel nok otte andre, og skød genvej via den brede kaj i bunden af havnen. En lom dukkede op af det mudrede vand. Et skib i det fjerne udsendte et May Day over radioen.

Hun lyttede igen til telefonens dut. Det eneste hun kunne få ud af at ringe nummeret op. Hun løftede fraværende på den lille gule seddel, som hendes oldemor havde givet hende ”25. jan. 1980. Jeg fandt noget lin fra før krigen oppe på loftet. Det er noget, min mor ville have syet en kjole af til mig, men nu kan du få det”. Sedlen havde oldemor skrevet til hendes mor, og nu havde far givet hende den, for ellers ville ingen få glæde af det stykke stof. Oldefar havde givet hende en ko, der var hendes egen. ”Du er sådan en gæv pige når du hjælper til i marken, så du skal have din egen ko”. Det var efterhånden mange år siden. Men først i de her dage blev deres bos, den forfaldne slægtsgårds skæbne beseglet. - Nu i går var mormor færdig med at klippe stoffet til hendes kjole og havde sat nåle i. Hun bed sig i læben. Bare der kom en fe og …. tryllede.

Far ville have hun skulle skrive et CV. Som om hun havde noget at skrive i sådan et. Han ville have hende ud at tjene penge. Hun tænkte mere på den opgave i skriftlig fremstilling, som dansklæreren havde givet ”Skriv et essay til et almenkulturelt tidsskrift om en europæisk isme i politik eller kunst, efter eget valg”. 

På vej ud af døren i går havde ”IT-Hanne” givet hende et råd: ”Bare flyd ovenpå, hvis du kan. Sørg for ikke at gå itu”. Ja, det var måske et godt råd for IT-Hanne selv, som var blevet påtvunget Brugsuddelerens lem som barn. For Anna havde rådet fra Helene givet større mening. ”Bed dig ud af dine problemer. Gud hører dig. Det er ham jeg tyr til, altid. Helt sikkert!” Helene var så god. Men lige nu savnede hun det sus, det havde givet at snakke med Carl. Savnede hun Carl? Savnede hun saxofonisten med den åndssvage fez?