Han betragtede sin ret stege færdig

Han betragtede sin ret stege færdig. Han var hjemme hos Fie. Han kom i taxa, for han havde været så letsindig at sige til sneen ”Fyg nu lidt mere, vis mig hvad du kan”. Det er ingen leg at tale til sneen på den måde. Så kan man ikke se en hånd for sig! Hvorom alt er, så havde han det rette grej: paletspade, piskeris, grydeske. Det var ikke en ret man blev fed af. Der var kød fra en ko (2 % fedt).

Han bad Fie: Hak lige noget persille for mig, en god håndfuld! Vil du ikke også finde den urt, du snakkede om?

Fie var en køn dame. Hun var født i Bofors len (eller län, som svenskerne siger), så hendes tale havde en charmerende svensk undertone. Hun var meget optaget af dada og så holdt hun bier. 

Han havde engang været ansat på Londons børs. Der løb snot ud af næsen på ham, når han de kolde, våde vinterdage skulle gå og feje fortovet og vaske børsens vinduer. Det var også dengang han var lige ved at få sæde i Parliament, som opsynsmand. 

Deres venskab havde gennemgået mange faser. En overgang sagde han tit: Hold nu kaje, når Fie snakkede om en emu hun engang havde set i zoo eller om de taver af hamp, man brugte i produktionen af rebene, som hun med hiv og sving bandt på sin trailer. Hun havde klaret sig ved at svare: Kurt, hæv dig nu op over den måde at tale på. Det kunne tage en halv krig, før han fandt ud af at byde hende mere at spise, når de var hjemme hos ham. Den slags nøl var Fie i hvert fald ikke fan af, og det var hun ikke sen til at fortælle ham. Når hun talte sådan til ham, var han ikke så kry. 

Kurt var bange for at han havde TB. Var det blod, han hostede op? Han turde ikke se på det. Derfor blev han aldrig sikker. Han følte af og til, at livet var temmelig tomt, på trods af sit bos mange nipsgenstande og malerier. Han sad ofte ved sin pc og skrev om pi og cm og nul, og også det blev tomt i længden. 

Kurt og Fie havde begge mareridt om den knuts metalstykker og knuder, som de havde set en ven blive pisket med i Rusland for nogle år siden. Når det skete, var der ikke andet for dem at gøre end at ile hen til den elm, som de legede under, da de var børn for længe siden. Så sad de og holdt hinanden i hånden og sagde på skift: Dån nu ikke, jeg taler til dig frygt – eb ud nu! I den situation var det, som om de var på samme pol.