De så begge på deres ure, for de havde temmelig travlt, hvis de skulle nå morgenmaden med rundstykker og juice hjemme hos farmor. Senere var der middag lavet af en ny kok, som farmor havde ansat i stedet for ham den sære hun havde i en kort periode. Han lagde hånden på hendes knæ.
”Huskede du din hat, den du altid har på, når vi skal ud”? ”Nej, skreg hun – og pas nu på bilerne, ser du ikke at du kommer for langt ud mod midten af vejen? Vi skulle da nødig dø lige nu”. De tænkte på farmor. Hun var gammel, og de ville snakke med hende om, at hun ikke kunne blive ved med at bo på det kæmpe gods.
”Tror du ikke, du skulle varme stemmen op, allerede her i bilen”? Spurgte han. ”Tral lige DO RE MI FA SO LA for mig”.
Det blæste op, og pludselig gav det et stød i bilen. Senere gav den et lille slag, da de kom i læ af Storskoven. Han sagde: ”Jeg trænger til at få bare en lille pause. Skal vi ikke holde ved den dam, du ved”? ”Ja lad os det, du ser også lidt træt ud”! Sagde hun. Mod syd så de den bekendte ås, så vidste de, at de ikke havde lang vej tilbage.
Da de var tilbage i bilen, sagde han ”Vil du ikke huske mig på, at jeg skal købe kit til vinduerne. Og jeg skal altså finde den bit, der faldt på gulvet, da jeg skruede lampen fast”? ”Kan du ikke bare købe en ny?” – ”Nej, så skal jeg købe et helt sæt”. I radioen spillede ”Jet”, den gamle sang af Wings og Paul McCartney. ”Og jeg skal have fundet den mop, din mor gav os i sidste uge” sagde hun.
Hun blev igen overvældet af det konstante savn hun havde efter broren, der døde sidste efterår. Hun prøvede at trøste sig med, at sorgen ville lutre sjælen, hvad de så end betød. Men hun vidste, at der ikke var håb om, at hun nogensinde skulle komme over det.
”Hvad var det egentlig med Estonia?” spurgte hun. ”Under søforhøret fandt man ud af, at der var en pal, som havde rystet sig ud, og netop den pals mekanisme til at fastgøre den var knækket af”. ”Ah, det er vist noget du finder på!” sagde hun.
Hendes store passion var at lave keramik, og det skulle helst laves af ler, hun selv havde gravet ud. Netop da kørte de forbi en stor lergrav, og ”Stop”, sagde hun. ”Vi har ikke tid til at grave ler ud i dag.” sagde han. ”Ok”, sagde hun.
De ankom til ”Nyvang Gods”, og flere af gæsterne var allerede kommet. Hun tog dragtposerne med sin vinrøde aftenkjole og hans smoking frem fra bagagerummet. De skyndte sig op ad trappen, mens den til lejligheden ansatte tjener kørte bilen de to meter hen til parkeringspladsen. Inde i hallen hilste farmor dem med havehandsker på. De udvekslede kindkys og farmor forklarede, at hun lige skulle være færdig med at pode en rose.
De skulle bo i Det Gule Værelse. Han slæbte kufferterne op ad den elegante trappe, og hun gik straks i gang med at skifte tøj. ”Åh nej, slidsen er gået op i syningen. Kan du ikke få Louise op og ri den sammen?” Hun så appellerende på ham. Louise var hans søsters 18-årige datter. Han fandt mobilen frem, og sagde ”Hej søde Louise, vil du ikke nok ile herop med nål og tråd og ri tantes kjole sammen? Du er så ferm til syning”. ”Ja, hvis du kan sige mig, hvad 5 Kb betyder, jeg sidder med computeren og ser på en Mp3 jeg lige har downloadet”. ”Ja, Kb betyder Kilobyte. Du ved, byte, kilobyte, megabyte”. ”Ok, jeg kommer”.
På bordet lå en gammel avis, opslået på siden, hvor en overskrift lød ”Før bryllup: L.O.C. kunne ikke dy sig”. Louise sagde ”Hvad betyder dy sig?” ”Lade være” svarede han.
”Det er spændende, om moster skal af sted i aften” sagde Louise. ”Hun har fået den første ve for lidt siden”. ”Uha ja”, sagde hun. ”Kender I det her gamle 70’er album med C.V. Jørgensen ”Storbyens små oaser”?” Sagde Louise. ”Jeg fandt det i fars LP-samling i går. Det er ret godt! Det var mærkeligt, indeni lå en gammel seddel, hvor der stod ”Ab 3. september kan vi levere 2. oplag af ”Mit Liv””. ”Ja, din far havde jo boghandelen dengang, så det er nok en besked fra forlaget til ham”.
”Ved I hvad, malingen på mine pennes skafter er allerede skallet af, og de er kun tre måneder gamle og de dyreste.” sagde Louise”. ”Det er da for dårligt. Gå ned at reklamere over det. Slå på det med prisen”, sagde hun.
”Jeg har for resten lige fået et stipendium”.
”Dagen har været lang allerede, og vi har ikke engang fået vores morgenmad med juice”. ”Ja, vi når det vel”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar